”I korte træk handlede det om, at en tyrkisk familie havde rejst en klagesag mod en hospitalsafdeling. Familien var i krise, og personalet var også berørt af situationen. Personalet ønskede, at Etnisk Ressourceteam skulle være brobygger. Personalet havde en ubehagelig følelse af, at familien mente, at der var sket en forskelsbehandling. Jeg spurgte familien, om de mente, at de var blevet forskelsbehandlet. Det var et spørgsmål, som personalet rigtig gerne ville have svar på, men som de havde svært ved selv at stille. Familien afviste, at det havde gjort en forskel, hvis de havde været etnisk danske og det var en stor lettelse for personalet at høre. Herefter flyttede fokus sig til en langt mere anerkendende dialog. I stedet for en mulig racismeanklage, handlede det om en familie i sorg og deres oplevelse af et behandlingsforløb. Så da familien valgte at fastholde klagen, kunne personalet støtte op om familien og sige ”Vi kan godt høre, at I ikke har været tilfredse med det samlede behandlingsforløb, og vi synes, at I skal benytte jer af jeres ret til at klage.” Der var sket en forventningsafstemning, som gjorde, at begge parter kunne komme videre”