”Jeg besøgte en ældre mand med tyrkisk baggrund, som var indlagt efter en stor operation. Personalet havde bemærket, at han ikke havde fået besøg. Der var sproglige barrierer, og han havde ingen at tale med. Personalet spurgte manden, om han kunne tænke sig en besøgsven fra Etnisk Ressourceteam. Han ville gerne have besøg, men havde svært ved at forstå, hvorfor nogen ”fremmede” ville besøge ham. Da jeg besøgte manden, var han spørgende med hensyn til, hvorfor jeg ville besøge ham, og hvad jeg kunne hjælpe med. Jeg forklarede, at jeg bare var der for at tale med ham og at det var ham, der bestemte, hvad vi skulle tale om. Desuden forklarede jeg, at jeg havde tavshedspligt. Dét blev han glad for at høre, da han havde haft brug for at tale med nogen gennem længere tid. Når manden undrede sig over besøgsvenordningen, tror jeg, at det handlede om, at man i den tyrkiske kultur ikke har tradition for besøgsvenner, da den sociale omgangskreds og den nære familie tager sig af de sociale og psykiske aspekter ved sygdom.”